Øvre øjenlågsoperation

Med tiden mister huden sin elasticitet og bliver slap og rynket. Disse aldersforandringer er tydeligst omkring øjnene, hvor øvre øjenlåg derfor hænger og giver et træt udseende.
Det forventede kosmetiske resultat er en passende formindskelse af den løse hud, så patienten ikke længere ser så træt ud.

Ved opskrivning til operation lægges recept EDI til afhentning af Kloramfenikol øjendråber til brug efter operationen. Medbringes på operationsdagen.

På operationsstuen tages indledningsvis et foto. Herefter optegnes hvor meget hud, der skal fjernes. Ansigtet afvaskes for at sikre sterile omgivelse og der lægges lokalbedøvelse. Den overskydende hud fjernes efterladende et tyndt sår langs de naturlige hudfolder. I langt de fleste tilfælde heler sårene op til fuldstændige usynlige ar. Fedtdepoter fjernes ikke.
Operationen varer 40 – 45 min., hvorefter du kan hvile omkring 10-20 min. med kølepose på øjenlågene indtil du er klar til at tage hjem.
Trådene fjernes og resultatet af operationen kontrolleres på klinikken efter 7 dage.
Lige efter operationen vil øjenomgivelserne normalt være hævede og eventuelt misfarvede (sæbeøjne). For at undgå yderligere hævelse anvendes kølende poser på øjenlågene 10 minutter x 6 dagligt de første 2 døgn. Misfarvningen forsvinder gradvist efter ca. 10 dage.

Komplikationer:
Ved alle operationer er der en risiko for blødning. Skulle det begynde at bløde, kan man med et let tryk i ca. ½ time stoppe blødningen. I sjældne tilfælde kan en egentlig blodansamling under huden kræve kirurgisk udtømning. Infektion i sårene er yderst sjælden. Som anført benyttes fra første dag Kloramfenikol øjendråber for at minimere risikoen for infektion. Der dryppes 1 dråbe i hvert øje 4 x dagligt i 6 dage.

Risici:
Blødning, infektion, uskønne ar, asymmetri

Forventet resultat:
Resultatet efter denne type operation må ikke opfattes som permanent; holdbarheden er individuel.

Gode råd og forholdsregler vedr. øjenlågsoperation:
Indtag ikke blodfortyndende tabletter i 4 dage før indgrebet (Hjertemagnyl, Magnyl, Albyl, Treo eller Marevan osv.)
Hvis du spiser fiskeoliekapsler eller Longovital, så hold pause 4 uger før indgrebet.
Har du inficeret uren hud (bumser) i ansigtet, kan operationen blive aflyst pga. infektionsrisiko.
Brug ikke cremer og make-up i ansigtet og øjenomgivelserne på operationsdagen.
Bær ikke smykker på operationsdagen.
Af hensyn til sårhelingen anbefales nedsat rygning i 14 dage før og efter indgrebet.
Du behøver ikke møde fastende. Indgrebet udføres i lokal bedøvelse.
Du bør kun indtage kolde drikke/spise i det første 1½ døgn efter indgrebet.
Du bør ligge højt med hovedet (min. 45 grader) den første nat efter operationen.
Du bør ikke bøje dig forover de første 2 døgn efter indgrebet.
Du bør ikke indtage alkohol, øl, snaps eller vin i de første 2 døgn efter indgrebet.
Du bør undgå motion i 14 dage efter operationen.
Brug øjendråberne som anvist på flasken. Øjendråber medbringes på operationsdagen.
Brug som alternativ til kølemaske en pose dybfrosne ærter pakket ind i et viskestykke.
Kontaktlinser bør først anvendes efter 14 dage.
Make-up anvendes først efter 14 dage.
Eventuel sygemelding et par dage ved ikke fysisk belastende arbejde og én uge hvis du har tungere arbejde.